Ansættelser, udvidelser og flot pris til Interxion i Norden

Blog

Der har været fuld fart på aktiviteterne hos Interxion i Norden i løbet af foråret, hvor Interxion har bygget et nyt remote site i Valby og udvidet det svenske datacenter med 500 kvadratmeter.

Udvidelsen i Sverige blev fejret ved et stort indvielsesevent den 23.maj, hvor mere end 130 personer deltog. Ved eventet kunne deltagerne høre et underholdende indslag fra David Batra og høre sikkerhedsfirmaet Secode fortælle om deres unikke verdensførende sikkerhedsløsning, som nu er tilgængelig for alle kunder direkte i datacenteret.

Desuden kunne deltagerne se nærmere på datacenterets nye Seawater kølesystem, der i maj måned blev kåret som vinder af den prestigefyldte pris Green Enterprise IT (GEIT) Award 2013 fra The Uptime Institute.  Kåringen begrundes bl.a. med, at Interxions unikke havvandskølesystem har reduceret energi-omkostningerne i det svenske datacenter med 80 procent, og kulstofemissioner med 48 procent.  Desuden genbruges kølevandet til at opvarme lokale kontorer og boliger inden vandet igen sendes tilbage til havet. Som følge heraf har datacenteret sænket sin PUE fra 1,6 til 1,09.

Interxion udvider det nordiske team
Grundet den store efterspørgsel og det høje aktivitetsniveau har Interxion oprustet på medarbejdersiden i både Danmark og Sverige. 
Hanne Kløcker er ansat som Quality Manager Nordic. Hanne bliver ansvarlig for kontrol og dokumentation af Interxions høje kvalitets- og sikkerhedsprocedurer i både Danmark og Sverige.

Baggrunden for oprettelsen af denne stilling, er et generelt stigende fokus på certificeringer fra kunderne, der bl.a. i forhold til årsregnskabet skal kunne fremvise dokumentation for hvordan f.eks. økonomiske data opbevares.

”Interxion har en lang tradition for at dokumentere procedurer og arbejdsgange i datacenteret og har allerede flere certificeringer som f.eks. ISO27001 og BS25999 og revisionsstandarden ISAE3402. Når arbejdet griber om sig, skyldes det i høj grad, at der ikke findes ensartede certificeringer på tværs af landegrænser. Derfor har man f.eks. helt andre certificeringer på det amerikanske marked end vi har i Europa. Da Interxion har kunder over hele verden, mødes vi af stadigt stigende krav fra vores kunder om at gennemføre forskellige certificeringer” udtaler Peder Bank, Managing Director, Interxion Nordic.

Interxions danske operation team er også styrket med ansættelsen af Henrik Forsingdal som Electrical Engineer. Sammen med det øvrige team i Operations, bliver Henrik ansvarlig for at vedligeholde en driftssikker infrastruktur for Interxions danske datacentre i Ballerup og Valby. Pernille Christensen er ansat som Financial Assistant i Danmark, og skal primært varetage Interxions regnskaber på debitorsiden.

I Sverige er Anna Lindahl ansat i en nyoprettet stilling som salgskoordinator for at styrke interxions svenske salgsteam og Paula Linde er ansat som Finance Assistant i Sverige og indgår i det nordiske finansteam.