Interxion blev vinder af Carbon20 Award 2013

Blog

Fredag den 15. november kulminerede tre års klimaarbejde for de 119 Carbon 20-virksomheder, der siden 2010 har arbejdet for at reducere deres CO2-udledning med minimum 20 procent. Blandt deltagerne var bl.a. IBM, Siemens, Oticon, Schneider Electric med flere.

Interxion - frikøling som vejen til CO2-besparelser
Prisen for ”Største CO2-besparelse” gik til Interxion. Interxions samlede arbejde med serverdrift har givet en besparelse på 40 % og 2150 ton CO2.
”Vi håber, at vores Carbon 20 Award kan være med til at sætte fokus på energiforbrug knyttet til lagring og distribution af data. Interxion har arbejdet med energioptimering i mere end 10 år, og området er i konstant udvikling. I Danmark står vi bl.a. overfor at skulle implementere en helt ny køleløsning med boring i et lukket system til koldt grundvand – bl.a. takket været et godt samarbejde med Ballerup Kommune” udtaler Managing Director, Peder Bank.

Strømforbrug til serverkøling er betydeligt nedbragt
I datacentret hænger forbruget af strøm tæt sammen med antallet af servere, der hostes. Jo flere servere, jo højere strømforbrug. Men der, hvor Interxion selv kan gøre en forskel, er ved at reducere det energiforbrug, der ligger ud over servernes direkte strømforbrug.

Dette forbrug udgøres hovedsageligt af strøm til køling af serverne og en mindre del til drift af bygningen.
"Vi har bl.a. reorganiseret hele infrastrukturen på serverkølingen og delvis omlagt til frikøling, hvilket betyder, at vi bruger luften udefra til at køle med, når det ikke er for varmt," fortæller Managing Director Peder Bank, og fortsætter

"Vi har desuden hævet temperaturen i selve serverne, så de ikke køles mere end højst nødvendigt selvfølgelig uden at gå på kompromis med driftsikkerheden. Herudover har vi konverteret fra brug af gas til fjernvarme ved opvarmning af lokaler”.
Vi betragter det som vores opgave at bruge vores ressourcer ansvarligt nu og i fremtiden. Vi arbejder derfor løbende på at forbedre designet og driften af vores datacentre. For at læse mere om vores indsats for bæredygtighed – klik her