Interxion bygger datacenter i Valby i skandinavisk million-investering

News

København 11.marts 2013: Den europæiske datacenter-leverandør Interxion (NYSE:INXN) bygger topsikret, energieffektivt datacenter i Valby. Udvidelsen skyldes øget efterspørgsel på spejling af forretningskritisk data bl.a. som følge af øgede revisionskrav. I alt investerer Interxion 125 mio. kr. i ny kapacitet i Skandinavien.

Den europæiske datacenter-leverandør Interxion udvider med et nyt remote datacenter i Valby som led i en skandinavisk investering på 125 mio. kr. Interxion er i fuld gang med at udstyre det nye site med ny og markedsførende robust infrastruktur, der bl.a. har et fuldt redundant strømsystem. Udvidelsen skyldes øget efterspørgsel på spejling af data på det danske marked inden for en lang række brancher og industrier, fx finansielle institutioner.

”Med lanceringen i Valby tilbyder vi to fysisk adskilte datacentre, så virksomheder med forretningskritiske data kan spejle disse og deres server-setup hos os. I Danmark ser vi en efterspørgsel på netop spejlingstjenester, og vi har allerede førende finansielle institutioner, som supplerer deres eksisterende server-setup hos os med en identisk datacenterspejling et andet sted,” siger Peder Bank, Managing Director for Interxion Danmark og Sverige.

Det nye remote datacenter i Valby er på 300 m2 og bliver sat i drift i løbet af andet kvartal af 2013. Teknikere er i øjeblikket i gang med at installere den nye infrastruktur, der bl.a. indeholder nye effektive kølesystemer og redundante strømsystemer med batteri og generatorbackup. Valby-datacenteret supplerer Interxions nuværende danske kapacitet på 3.500 m2 i datacentret i Ballerup. Begge datacentre opererer med 100 pct. grøn energi.

Saxo Bank spejler datacenter hos Interxion
Skærpede krav til finansielle institutioner i kølvandet på kreditkrisen har konsekvenser for finansielle virksomheders opbevaring og håndtering af data. Det er fx krav til minimumsafstande mellem fysisk placering af kritisk data. Saxo Bank er på forkant med denne udvikling og har gennem flere år haft et samarbejde med to forskellige datacenterleverandører om spejling af kritisk data. Saxo Bank er desuden en af de få virksomheder i Danmark, der har en 100 pct. aktiv spejling af hele deres datacenter.

"Selv brøkdele af et sekund kan betyde millioner kroner i forskel på en handel. Derfor er spørgsmålet om tilgængelighed og sikker adgang til data altafgørende for Saxo Bank. Vi sikrer os ved at have 100 pct. aktiv spejling af vores datacenter, der altså befinder sig to separate steder, hvoraf det ene er hos Interxion. På den måde sikrer vi, at vores forretning altid kan køre, uanset om der opstår skybrud, brand, orkaner eller andre scenarier, hvor man risikerer, at serverne i ét datacenter sættes ud af drift," udtaler Robert Smith, Vendor Manager hos Saxo Bank.

Topsikret datacenter sparer 1 mio. kWh
Når det nye remote datacenter i Valby er sat i drift, vil det have en af markedets førende infrastrukturer. Derfor forventer Interxion at spare 1 mio. kWh årligt i forhold til et traditionelt datacenter-design, hvilket bl.a. skyldes Interxions unikke kølesystemer. Datacenteret får desuden 24–timers videoovervågning og fuld redundant strøminfrastruktur, sikret med nødgenerator samt en ekstra generator. Et andet eksempel på Interxions høje sikkerhedsniveau er sikringen af centerets brandsystem, der er baseret på gasarten inergen. Gassen frigives i datacentret via et rørsystem ved brand, hvilket er standard i de fleste førende datacentre. Interxion er dog gået skridtet videre og har isoleret samtlige inergen-rør og sat lyddæmpere på. Dette skyldes risikoen for dannelse af kondensvand på rørene, når den kolde gas frigives, samt at der ved frigivelse af gassen opstår en højfrekvent lyd, der i specielle tilfælde kan skade servernes harddiske.

Dansk udvidelse understreger europæisk trend
Datacenteret i Valby er en del af en større udvidelse Europa og Skandinavien. I Danmark og Sverige er den samlede investering på ca. 125 mio. kr., der ud over Valby dækker et nyt datacenter i Stockholm på 1.000m2, som vil give adgang til mere end 40 internet- og netværksoperatører. På europæisk plan forventes den samlede kapacitet at udvides med 4.100 m2 i første kvartal af 2013, fordelt på datacentre i Frankfurt, London, Madrid og Paris. 

Om Interxion
Interxion er en førende leverandør af operatørneutrale colocation- og datacentertjenester med over 1300 kunder i 33 datacentre i 11 europæiske lande. Interxions uniforme og energieffektive datacenterdesign tilbyder kunder høj sikkerhed og oppetid til deres forretningskritiske applikationer. Med forbindelser leveret af mere end 450 internet- og netværksoperatører samt 18 europæiske internet exchanges har Interxion skabt indholds- og forbindelsesknudepunkter, som fremmer væksten af netværk mellem kunder med fælles interesser. For yderligere information, besøg www.interxion.dk


For yderligere information:
Peder Bank, Managing Director, Interxion Nordic.
tlf.: 44822305.